Om at savne sine overspisninger

Jeg savner nogle gange mine overspisninger. Det lyder måske som et besynderligt statement, når man som jeg ellers bruger meget tid på at tale om den der fantastiske food freedom. Når man taler og skriver om, hvor dejligt det er at være kommet så langt, at man netop ikke længere skal frygte overspisninger og kan have slik og småkager liggende i skabet i månedsvis uden at spise det, og når man som jeg priser sig lykkelig over ikke længere at falde i søvn flere gange ugentligt med kvalme og hjertebanken efter endnu en gang at have indtaget en halv uges kalorier på to en halv time. Og alt det er jo rigtigt! Jeg er glad for den frihed, jeg har fået i forhold til den mad, der førhen styrede mit liv og mine tanker. Og jeg er helt igennem taknemmelig for at være kommet igennem de forbandede år og ud på den anden side, hvor et uventet stykke kage eller en ikke-planlagt is ikke får min verden til at vakle og mit alarmberedskab til at gå i selvsving. Ja, alt det er jeg glad for. Så hvordan kan det være, at jeg samtidig savner overspisningerne? I mine overspisningsår havde jeg…

Undskyld

Jeg vil gerne tale lidt om undskyld. Det der lille ord, som vi alle sammen godt ved er vigtigt at huske på, men som i virkeligheden godt kan være lidt svært at få sagt. Og som det i hvert fald nogle gange kræver lidt øvelse at lære at håndtere. I mine teenageår – og nok også en del af mine 20’ere – var undskyld et ord, som for det meste blev ledsaget af tårer, usikkerhed og ”nu vil den person nok aldrig have noget med mig at gøre mere”. Jeg kom til at sætte mig selv i offerrollen frem for at stå ved, hvis jeg havde begået en fejl eller gjort noget dumt – ikke for at slippe for skylden, men fordi jeg nok inderst inde var bange for konsekvenserne af mit fejltrin. Jeg kunne ikke bare sige ”ved du hvad, det må du simpelthen undskylde, jeg tænkte mig ikke om”. I stedet hulkede jeg ”uuunnndddssskkkyyylllddd, kan du nogensinde tilgive mig, *hulk*, jeg er et frygteligt menneske, *hulk*, jeg ved ikke *hulk*, hvorfor jeg gjorde sådan, *hulk*”. Eller også undgik jeg personen, fordi jeg var inderligt konfliktsky og bange for konfrontationer, og fordi jeg ikke havde ro og selvværd nok…

I 2019 vil jeg…

Jeg er ikke vild med nytår. Det er slemt nok, at min elskede jul er forbi, og at januars truende tristesse lurer i horisonten, men når man så ovenikøbet tilsætter dagens tiltagende timer (hvilket betyder, at de alt for lyse nætter rykker nærmere) og årelange dårlige erfaringer med nye begyndelser og nytårsforsætter (fordi de altid har handlet om at tabe sig og derfor altid er endt med overspisninger og nederlag til følge), ja så er nytåret ikke nødvendigvis den fedeste tid på året. Nå, men nu er jeg heldigvis blevet klogere og kaster mig derfor ikke længere over hurtige kure og jagten på den flade mave. Jeg har lært at leve i nogenlunde fredelig omgængelighed med sommerens lys, og jeg er desuden blevet så gammel og erfaren og helt vildt klog, at jeg ved, at julen nok skal vende tilbage, når vi nærmer os december – og derfor skal det hele nok gå. Og nytåret skal jo heller ikke have skyld for det hele. Og hvem ved, om man måske alligevel godt kan bruge sådan et årsskifte til noget – det vil jeg i hvert fald prøve i år. Jeg gjorde for nylig status over 2018, og nu er det…

Status over 2018

Det ville være skønt at sige, at ”2018 var det vildeste og fedeste år ever”, men det ville ikke være sandheden. Sandheden, derimod, er, at 2018 sådan som helhed var et jævnt og gennemsnitligt år uden de helt store udsving. Men eftersom jeg trods alt er en liste-pige, der elsker overblik, struktur og, ja, lister, synes jeg alligevel, det er rart at nedskrive året lidt i punktform. For selvom der ikke er sket det store, er der alligevel små milepæle, oplevelser og erfaringer, jeg tager med mig fra året, der er gået. Spiseforstyrrelsen. Jeg omtaler altid mig selv som rask spiseforstyrret, og det holder jeg fast ved. 2018 har været et år med meget få overspisninger (hvis der overhovedet har været nogen, har de været subjektive), og det har været endnu et år, hvor jeg stædigt har holdt fast i de ting, jeg har lært om mig selv og min spiseforstyrrelse. Jeg har aktivt modarbejdet de gamle tanker om alt det, jeg burde eller ikke burde i forhold til mad, træning og kropsvægt, og jeg har arbejdet virkelig hårdt på at finde en accept i den krop, jeg nu engang er udstyret med. For der har bestemt været dage, hvor…

En anderledes jul

Indrømmet. Jeg har det bedst med, at tingene er, som de plejer at være. Jo jo, det er da sjovt nok, at livet er lidt uforudsigeligt en gang imellem, og en overraskelse eller to er da heller ikke af vejen. Men visse ting skal der bare ikke pilles ret meget ved, før jeg begynder at skulle trække vejret dybt og finde min indre styrke frem… Sådan er det til jul. For julen er traditionernes tid, og af en eller anden grund har jeg meget svært ved at afvige fra ”plejer” lige netop i denne tid. Jeg bliver gerne lidt traditionsfikseret og har en lille smule svært ved, når tingene ikke lige går, som jeg havde forventet (og som de stod skrevet i min mentale punktopstilling). Men livet går jo ikke altid helt efter planen, og de går da slet ikke efter de 15-20 punkter, jeg havde tænkt, vi skulle følge minutiøst til punkt og prikke – ganske ligesom sidste år. Og det går slet ikke efter planen, når man har at gøre med børn, babyer og – nå ja – mennesker helt generelt. Og derfor skulle jeg måske forsøge at styre min planlægningstrang og blive lidt bedre til bare at…

Alene juleaften

Julen er hjerternes fest – men ikke altid de delte hjerters fest. For selvom julen er dejlig, lysende, varm og hyggelig, er der ekstra udfordringer, når man lever livet i en delt familie. Der er såmænd mange ting ved livet som delemor, der er en lille smule nedtur. Ferieperioder, for eksempel, hvor man vinker farvel til sin datter, inden hun sætter sig om bord i en flyver, og man ved, man først ser hende nogle uger senere. Eller hendes fødselsdage, hvor der mangler et menneske til at synge fødselsdagssang for hende om morgenen. Og så altså højtider som julen, hvor man jo af gode grunde ikke kan dele det lille elskede menneske midt over, og hvor hendes delte hjerte også må lære, at julen fejres enten med far eller med mor. Vi har den aftale, at vi hvert andet år fejrer lillejuleaften og nytårsaften med vores datter og de andre år fejrer selve juleaften med hende. Dagene mellem jul og nytår tager vi lidt, som de kommer – uden faste aftaler og alt afhængigt af, hvornår der er julefrokoster i den ene og den anden del af familien. I år er det så anden gang, jeg skal holde jul uden…

Mig og mine lykkepiller

Mit liv med antidepressiv medicin begyndte, da jeg var 19 år. Året inden var jeg som 18 blevet færdig med gymnasiet, og hele verden lå i princippet åben og for mine fødder. Jeg var ung, jeg var student, jeg havde et højt gennemsnit, og jeg havde alle muligheder for at blive til det, som jeg ønskede mig allermest. Men jeg anede ikke, hvem jeg selv var. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Og det eneste, jeg ønskede, var at blive til noget. Da jeg blev student, tog jeg syv kilo på på et halvt år. Jeg var trist. Jeg var ked af mig selv. Jeg var ked af min krop. Jeg havde mistet min identitet som ”hende den kloge”, fordi jeg ikke længere gik i skole, og jeg ønskede brændende at skabe en ny identitet – denne gang ville jeg være ”hende den pæne og tynde”. Men alt var rodet sammen i mit hoved. Jeg prøvede at tabe mig, men tog på. Jeg prøvede at følge en slankekur, men endte med at spise mere, end jeg nogensinde før havde prøvet. Jeg prøvede at skabe et selvværd, men mistede det mere og mere. Jeg anede ikke selv, at jeg…

De bedste julebøger til børn

Julen er som bekendt lige om hjørnet, og hvis du går og mangler idéer til, hvad du skal læse for dine børn i december måned, kommer her seks forslag til bøger, der kan bringe julestemning og juleglæde frem hos både små og store. Anbefalingerne spænder fra klassikere til bibelske til politisk ukorrekte, men trods de ret forskellige titler har de alle uden undtagelse været store hit hos os. ”Peters Jul”. Johan Krohn, 1866. Illustreret af Pietro Krohn. Gyldendal. De fleste kender måske stroferne, der indleder fortællingen om drengen Peters jul i det borgerlige Danmark i 1800-tallet: Jeg glæder mig i denne tid; nu falder julesneen hvid, så ved jeg julen kommer Min Far hver dag i byen går og når han kommer hjem, jeg står og ser hans store lommer. For mig er “Peters Jul” synonymt med ægte julestemning og ren nostalgi. Historien fortælles hele vejen igennem på vers, og vi kommer igennem både den søde ventetid, juleaften og nytårsaften og følger med, helt til træet køres væk, og julen er forbi. Den gamle bedstemor, julegåsen, søndagspiben, julelysene, juleknasen og de forventningsfulde børn må simpelthen skabe ren nostalgisk julestemning hos selv den mindst juleglade læser. Bogen kan fx købes her….

Jul uden overspisninger…

December. Jul. Julefrokoster. Mad, mere mad, og så lige lidt mere mad. Sikkert også alkohol Og det er jo så hyggeligt, men damn, altså, hvor kan det også bare være uoverskueligt – især hvis man oven i al maden og de sociale arrangementer også lige har nogle indre dæmoner at tage hensyn til. For jul rimer bare ikke ret godt på spiseforstyrrelser, vel? Redaktionen bemærker: Hvis du ikke orker at læse alle skribentens anekdoter om tidligere julefrokoster fra helvede, kan du allerede nu scrolle ned til bunden og læse hendes fem råd til en jul uden overspisninger…⇓ Jeg har været til en del julefrokostarrangementer gennem tiden. Familiejulefrokoster og sammenkomster med arbejdet eller studiet. Jeg er taget af sted til arrangementer fyldt med forsæt og gode intentioner om, hvordan dagen skulle forløbe. Jeg har på forhånd forsøgt at finde ud af, hvad der ville blive serveret, så jeg kunne forberede mig. Jeg har lavet lister i mit hoved over, hvilke fødevarer jeg skulle holde mig til, og hvilke jeg for alt i verden skulle undgå. Jeg har spist sunde ting hjemmefra, så jeg var fyldt op af grøntsager og derfor tænkte, at jeg bedre ville kunne stå imod det forbudte. Eller…

DIY-guide til de fineste kalenderlys

Hvis der er nogle ord, jeg aldrig havde troet, jeg skulle skrive på min blog, er det disse: ”Her kommer en DIY-guide til (indsæt hvad som helst kreativt)”. For hvis der er noget, jeg ikke er, er det kreativ, og det har jeg såmænd for længst affundet mig med, selvom jeg godt kan blive lidt misundelig, når jeg støder på de der småirriterende mennesker, som ligesom har en medfødt evne til at trylle flødeskum i en sprøjtepose om til perfekt svungne blomster, eller som kan dække og dekorere et evigt æstetisk julebord ud af en pakke servietter og et bøjet søm. Det kan jeg nemlig ikke. Men her kommer ikke desto mindre alligevel en DIY-guide til noget, jeg bilder mig ind, at jeg kan tillade mig at tale med om: nemlig de julelys, vi hvert år laver i min familie, og som vi har lavet, så længe jeg kan huske. Det er nemlig en af de ældste (og måske eneste) rigtige juletraditioner, vi har i min familie, men det er til gengæld også den, jeg personligt holder allermest af (og som desuden er næsten minutiøst planlagt i detaljer: søndag eftermiddag hos min far, æbleskiver og gløgg efterfulgt af voksdekoration til…

Kan du lide din krop?

Jeg taler og skriver meget om mad og krop – og især om, hvordan tingene hænger sammen og indimellem kan være svære at skelne fra hinanden. Men når man skræller alle lagene af, og når man ser bort fra alle de kloge ord om food freedom og intuitiv spisning… hvordan har jeg det så egentlig – sådan helt ærligt og allerinderst inde – med min krop? Er jeg helt tilfreds? Har jeg accepteret mig selv, som jeg er, og er det hele bare fryd og gammen, nu hvor jeg (næsten) har sluttet fred med mad? Nej. Overhovedet ikke. Jeg har stadig dårlige kropsdage. Jeg har dage, hvor jeg synes, jeg ligner noget, der er løgn. Jeg har dage, hvor jeg har lyst til at gemme mig for verden og ikke gå uden for en dør. Jeg har dage, hvor jeg føler mig forkert, hvor jeg føler mig tyk (hvilket altid er en fejloversættelse af en anden følelse), og hvor jeg har meget nemt ved at overbevise mig selv om, at alting ville blive bedre, hvis jeg tabte de famøse fem kilo. Jeg har dage, hvor jeg hader mit eget spejlbillede og ville give næsten hvad som helst for en flad…